Lad mig få vejret!

Kan I huske da jeg skrev om min irriterende lungebetændelse? Nej? Så kan I læse om den her.

Lungebetændelsen gjorde at min læge opdagede jeg havde asmatisk vejrtrækning. Hvilket jo egentlig er meget godt, ellers tror jeg ikke jeg havde opdaget det. Godt nok har jeg haft de tanker, at min vejrtrækning måske ikke altid har været optimal. Men det er kun blevet ved tanken.

…i stedet for at tale med lægen, lod jeg vær med at tage den. DUMT!

Lægebesøget resulterede i, at jeg skal tage astmamedicin dagligt, hvilket jeg ikke gjorde gennem længere periode fordi jeg fik det skidt. Hver gang jeg tog medicinen faldt mit blodtryk kraftigt og jeg begyndte at ryste. Så i stedet for at tale med lægen, lod jeg vær med at tage den. DUMT! Men mit ego kunne ikke helt forene sig med at jeg skulle begynde at tage astmamedicin… igen, DUMT!

Jeg aftalte med min læge, at jeg i januar skulle få taget en peak flow test. Det er en test, som måler din lungefunktion – Altså, om jeg trækker vejret optimalt. Når man tester, laves der en specifik udregning ift. vægt, højde og alder. Derefter skal man puste af al kraft i et rør, og jeg må sige det var ynkeligt. Peak flow skal helst ligge på ca. 100 %, og mit lå på under 75 %. Dette betød at jeg skulle tage medicin for at hjælpe min vejrtrækning i den rigtige retning.

Jeg skulle begynde at tage Budesonid, som I kan se på billedet, sammen med Buventol. Budesonid mindsker slimdannelse og hævelse (jeg har faktisk fået flere bussemænd… Lækkert, ikke?), og Buventol gør, at ilten kan komme bedre ind i lungerne. Sådan som jeg har forstået det.

At begynde og tage medicin slog mig ret meget ud. Måske fordi jeg ser mig selv som en der aldrig kommer alvorligt til skade, og det har jeg et eller andet sted altid gjort. Her kom virkeligheden og ramte mig. Jeg er “bare” et menneske.

Jeg vil gerne yde det bedste jeg kan, og det føler jeg ikke jeg kan lige nu.

First world problem, tænker du nok. Men når man træner så meget som jeg gør, så er det vigtigt at kunne trække vejret. Når jeg så træner, kan jeg virkelig mærke at min vejrtrækning er rigtig skidt, og det går ud over min performance. Og lige dét, irriterer mig grænseløst. Især fordi jeg er et konkurrence menneske. Jeg vil gerne yde det bedste jeg kan, og det føler jeg ikke jeg kan lige nu.

Inden længe skal jeg til tjek, og forhåbentlig kan jeg komme ned i dosis. Så håber jeg også min peak flow er bedre end sidst, for den var stadig ikke tilfredsstillende. Indtil videre må jeg leve med min øgede mængde bussemænd og min hæse stemme (endnu en bivirkning).

Jeg holder jer opdateret på min fremgang!

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.