Der raser i disse dage en kæmpe debat om det er okay at have et ønske om vægttab eller ej. Den debat er rigtig vigtig, især fordi det handler i sidste om mennesker og deres liv.

Debatten kan til tider give en større omgang mudderkast, hvilket ærgrer mig rigtig meget. Især fordi der er én gruppe som bliver tabt, og det er de tykke/overvægtige (jeg har nogen som ikke vil kaldes tykke, men overvægtig. Den del respekterer jeg). Hvem skal i sidste ende leve i den krop? Ikke mig. Derfor vælger jeg ikke at sige hvad der er rigtig eller forkert for den person som enten ønsker at tabe sig eller at forblive tyk/overvægtig. Kropspositivismen synes jeg har givet noget godt med sig, nemlig at vi kan diskutere hele det her med stigmatisering af overvægt. At vi ikke skal udskamme. Men alligevel oplever jeg at der sker en udskamning af dem som ønsker at tabe sig, og jeg kan ikke lade vær med at undre mig over hvorfor det sker? Hvad er det der gør, at dem som taler om at vi skal være åbne over for alle, pludselig skal bestemme om folk vil tabe sig eller ej. Hvorfor er det at de skal udskammes for at have et ønske om vægttab? Et ønske om vægttab behøver nødvendigvis ikke være det samme som at man vil være ekstrem slank. Det at tabe sig kan for nogen betyde færre smerter, mindre besvær med at bevæge sig rundt, mindre risiko for at blive alvorligt syg (den del kan vi ikke fornægte eksisterer).

Men jeg vil ikke stå til dommer over for en person som siger til mig at han/hun ikke ønsker et vægttab. For det er ikke noget jeg bestemmer. Eller at en person har et ønske om vægttab. Det er ikke min krop. Ergo, det er ikke mig der bestemmer over hvad skal ske/ikke ske med den.

Jeg ærgrer mig over at der skal være en så hård sort/hvid tænkning omkring det med vægt. For som jeg skrev før. Taberne i sidste ende bliver dem som enten ikke ønsker at tabe sig, eller dem som ønsker at tabe sig. Min oplevelse er, enten bliver du udskammet for at være tyk/overvægtig, eller du bliver udskammet fordi du ønsker dig et vægttab.

Hvordan kan vi så hjælpe dem vi taber på gulvet? Det ved jeg ikke, men jeg er gået i tænkeboks. For det første så tror jeg det er enormt vigtigt at se på det enkelte menneske. At tage udgangspunkt i det enkelte menneske og se hvad er det der er brug for her. Det er nok første skridt. Og så lytte. Lytte til den enkelte, for vi kan ikke skære alle over én kam.
Heldigvis ved jeg der er en masse mennesker, som mig selv, der arbejder med begge kategorier. Dem som ønsker et vægttab, og dem som ikke gør. Det mener jeg godt er muligt. Igen. Lad os kigge på det enkelte menneske og tage udgangspunkt i det.