Det her er et meget personligt opslag. Bare så du ved det.

Gennem de sidste par år, har jeg gået og haft det lidt svært. Ikke depression, men mere en tvivl på mig selv og min kunnen. Hvad ved jeg egentlig? Hvad kan jeg egentlig? Kan jeg overhovedet noget? Det startede som små bække, som blev til en stormflod.

Det har ofte givet mig søvnløse nætter og nærmest givet mig en katatonisk tilstand når jeg fx skulle lave opslag på Instagram eller på Facebook. Jeg begyndte at se fejl hele tiden og slettede sætninger fordi jeg var bange for at nogen ville komme og sige ”hvor ved du det fra!?!” eller ”du ved jo ikke noget!”. Mit selvværd og min selvtillid er knækket.

En konstant angst er der, hvor man tror at man er en faker. At man er en løgner.

“[..] jeg læste på det og flere brikker faldt på plads”

Der kom en åbenbaring da jeg var til Vanecoach uddannelsen for ikke så længe siden. Anne Gaardmand ville coache en så man kunne se hvordan en session kunen foregå, og jeg meldte mig frivilligt. Jeg ville gerne blive bedre til at læse lektier. Easy.

Da vi kom længere ind i sessionen, gik det op for mig hvorfor jeg har udsat min lektielæsning ofte. Hvorfor jeg har tøvet med at lave opslag. Hvorfor jeg brugte flere dage på at skrive et simpelt opslag.

Jeg lider af det man kalder imposter syndrom (du kan læse mere om det på nettet). Det var noget jeg tilfældigt faldt over en dag, og jeg læste på det og flere brikker faldt på plads. Jeg havde slet ikke sat det sammen med lektielæsningen, men under sessionen med Anne fladt det hele på plads for mig. At grunden til jeg ofte udsætter lektielæsning er, at jeg har en frygt for ”er jeg nu sikker på jeg har forstået det helt rigtigt?” – Og det har jeg. Det er blevet bekræftet i undervisningen. Men alligevel, så sidder tvivlen og fylder. Så det er ikke en lille tvivl. Det overtager og fylder 24/7.

Det var ikke end gang svært for mig at acceptere at jeg har det. Det har nærmere været en lettelse for mig. At få sat en mærkat på hvorfor jeg har gået og haft det som jeg har. At der er en forklaring på det. Kvinder er åbenbart mere ramt af det end mænd. Det hjælper ikke end gang at andre siger til mig at jeg er klog. For jeg tænker altid ”Jaja, det siger du. Men!”.

De sidste 14 dage har jeg haft det godt. Men så kommer det ud af det blå, som i nat, og jeg ligger pludselig og tænker. Jeg fryser. Jeg tror jeg bliver afsløret. I hvad? Jeg ved det ikke. For der er jo ikke noget usandt i det jeg skriver.  

Jeg ved jeg er klog. Jeg ved jeg kan sindssygt meget. Men alligevel fryser jeg. Velkommen til Dunning-Kruger-effekten, siger jeg bare.

Anne sagde under sessionen at jeg konstant søger anerkendelse hos andre, og det dræner mig og gør jeg tvivler på mig selv. Det gør jeg ikke kan handle på nogle ting. Men ved du hvad. Jeg er pissetræt af at søge anerkendelse hos andre. Jeg vil søge anerkendelse hos mig selv. Og det arbejder jeg på. Det er to skridt frem, og et tilbage. Men i det mindste kommer jeg et skridt frem.

Betyder det jeg er en dårligere personlig træner eller coach? Nej. Absolut ikke. For når jeg har mine klienter, så forsvinder al tvivl. Om ikke andet i den tid jeg har dem.