Fast food pizza!

Som den distræte familie vi er lige p.t., havde vi en dag glemt at handle ind (i det mindste havde vi husket at hente vores datter)… Hvad skulle vi så gøre? Tænke tænke tænke. Kigge i køleskabet, køkkenskabet og fryseren. Der var ost, tomatpuré, oregano, 1 snackpeber, en halv pølse og en halv pakke pastrami. Vi havde sådan set det hele til pizza, men manglede bare bunden – og der var ikke meget tid til at lave en dej fra bunden, og jeg nægter at købe færdiglavet dej.
Op til Fakta og købe en pakke fuldkornspita til 8kr (tror jeg). Så var vi godt kørende!

Hvis du ikke har det derhjemme skal du købe:

  • 1 pakke revet ost (eller også en blok ost og riv det, så slår du to fluer med et smæk – ost til en rugbrødsmad og til pizza)
  • 1 ds. tomatpuré
  • Oregano (du kan også bruge det i andre retter)
  • 1 pakke serrano/pastrami
  • Evt. en spegepølse eller chorizo
  • 1 pakke fuldkornspita
  • 1 rød snackpeber
  • 1 rødløg eller almindelig løg
  • Olivenolie (det kan man altid bruge)

Tomatsauce:

  • 1 ds tomatpuré
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk oregano
  • salt og peber
  • Evt. hvidløgssalt (kun hvis det er i skabet)

Sådan laver du dem:
Forvarm ovnen på 200 grader varmluft. Skær pitabrødene over, så du får to tynde runde bunde (dvs. 6 stk. i en pakke giver 12 bunde). Kom tomatsauce over, tilsæt lidt salt, ost, snackpeber, løg, pølse og/eller pastrami.
Pizzaerne skal bages i ca. 7 minutter. Kom lidt oregano ovenpå og server dem med lidt gulerodsstænger eller andet grønt.

 

Mini pizza lavet på fuldkornspita

Mini pizza lavet på fuldkornspita

Hvis du gerne vil variere minipizzaerne, så kan du komme rejer, tun eller andet på. HUSK dåse fisk tæller også som fisk 😉

– Enjoy

Næste omgang bootcamps starter 17. juni!

Skal du med?