Jeg har længe gået med det her ønske om at skrive omkring mig og min situation. Jeg er ikke bange for at dele om mit privatliv, men der er alligevel også nogle dele af mit liv jeg holder privat.

Men det seneste halve år har jeg haft det her blogindlæg i baghovedet, fordi jeg møder mange som står i den situation som jeg selv har været i.

Jeg er en meget følsom person, og jeg kan ligge en hel nat og være vågen hvis jeg har føler jeg har gjort nogen ondt. Jeg opfanger også mange signaler fra folk, hvilket nok også gør at jeg er god til det jeg laver (fuck janteloven).

Min opvækst har ikke altid været nem. Den har været hård på mange måder, men den har også været fyldt med kærlighed.

Jeg tror også det er derfor jeg er som jeg er, i dag. Når man er et menneske som kan fange de mindste signaler fra andre, så kan det blive for meget og man kan derfor bryde sammen.

Det har jeg gjort næsten hele mit liv. I hvert fald så længe jeg kan huske. Jeg har også haft et stort behov for at tilfredsstille andre for at det hele blev nemmere for mig. Troede jeg.

Det behov for at gøre alle tilfredse endte i at jeg fik depressioner (flertal). Men jeg vidste ikke selv dengang at det var depressioner, før jeg blev 18 år. Alle de gange jeg har grædt mig selv i søvn. Alle de gange jeg har følt mig forkert og alene. Alle de gange min mor har været frustreret og ikke vidst hvad hun skulle gøre. Det har sat sine spor den dag i dag.

Jeg har nok været det man kalder et sensitivt barn (hader det ord), som havde svært med andres følelser fordi jeg tog dem på mig.

Min selvtillid har heller aldrig været god, og jeg har altid sået tvivl om andres ros til mig. For hvorfor skulle jeg stole på andres ord når min indre stemme sagde noget andet? Den sagde jo sandheden: ”Du er ikke god nok”.

Mange år er gået, og depressioner er kommet og gået. Det samme med medicin. Jeg har arbejdet mig ud af det, og det har krævet rigtig meget.

Jeg har stadig noget arbejde der skal udføres, men jeg tager lidt ad gangen for ellers bliver det en for stor mundfuld.

Den der med at jeg ikke er god nok kan stadig ind i mellem lige stikke hovedet frem, men den dag i dag kan jeg bedre give den fingeren og sige den skal skride.

Del 2 kommer inden længe