I dag er der præcis 14 dage til jeg skal deltage i Nordic Race ved Høvelte Kaserne. Da jeg i sin tid tilmeldte mig, havde jeg ikke lige tænkt på at det var 10+ km. Men jeg er ikke en person der lige bakker ud, når jeg først har taget beslutningen (bortset fra da jeg ikke ville prøve Svend Svingarm i BonBon-Land alligevel, efter min mand var blevet spændt fast. Så måtte han jo lige tage turen alene. Ups!)

Det er gået stille og roligt med at træne, men nu har sommeren også lige været her, og jeg må indrømme at jeg måske har fået et glas rosé eller 10 for meget. Måske også is.

Den sidste uge har jeg koncentreret mig meget om at træne arme og puls, for jeg ved der er et par forhindringer der kræver at jeg bruger mine arme. Jeg synes det går fremad, men lige p.t. famler jeg lidt i blinde da jeg paniktræner. Der er ikke andet for, end at jeg må oppe mig næste år.

I dag tog vi ind til København, hvor jeg valgte at træne ved træningsarealet ved Østerbro Stadion. Imens skatede mand og barn ved skaterparken, hvilket de nyder når solen er fremme. Træningsarealet er ret fedt, men det gør det svært at træne når der er 10 små børn der løber rundt og leger og kravler på barrene, alt imens forældrene er optaget af deres iPhones og latte. Uden at ænse hvad der foregår. Så der gik meget tid på at virke forstående, imens jeg stod og ventede på at jeg kunne få lov til at bruge arealet.

 

 

Jeg valgte at lave en WOD, som bestod af en AMRAP på 15 min. med 10 box jump, 10 push up, 10 A-sit up, 10 squat, 10 lunges og 100 m. sprint. Det var ikke den bedste træning jeg præsterede. Jeg havde svært ved at få vejret, og jeg var egentlig ikke særlig oplagt. Eller min hjerne var, men min krop var ikke.

Derefter øvede jeg mig lidt på at gå armgang, elevated push ups og pull ups. Til gengæld gik det skide godt! Jeg kan mærke at det vil være svært og løfte min kaffekop om to dage (ups).

På vej tilbage til skaterparken skete der det der ikke måtte ske. Jeg rev hul på min hæl! Jeg havde været så dum at tage de forkerte sokker på, hvilket resulterede i, at de gnavede hul på min hæl… F**K! Så så man mig humpe den sidste kilometer. Med en sko i den ene hånd. I regn. Dog ringede min søde mand og samlede mig op så jeg ikke skulle gå det stykke.

 

I morgen skal jeg træne med mit hold, og jeg håber på bedre resultater der, men det bliver nok svært med et sår på hælen. Jeg må håbe på at det går i orden inden d.13. august, så jeg ikke skal igennem Nordic Race grædende. Hvilket jeg nok gør alligevel.