Træningskrise

De sidste par måneder, eller siden jeg var med i Open 2018, har jeg haft træningskrise.

Jeg har været glad ved tanken om at skulle træne, og jeg har været glad under og efter træning. Men jeg har bare ikke haft den lækre følelse af “nu kører det!”.

Jeg har kunnet mærke at min vejrtrækning virkelig har været imod mig, selv om min krop gerne ville mere end mine lunger. Den astma har psykisk sat sig i mig (selv om det fysisk), for jeg kan mærke jeg blokerer fuldstændig.

Det har virkelig været irriterende og frustrerende for mig, især fordi jeg ikke føler at jeg har ydet mit bedste.

Jeg er også nået til det punkt lige nu, at jeg egentlig gerne vil noget mere specifikt med min træning end hidtil. Især efter Open har jeg fundet ud af hvor meget jeg rent faktisk kan, men også hvad jeg kan blive bedre til.

Det betyder også bare at jeg er nødt til at ofre min tid på holdtræning og træne selv noget mere, og spørgsmålet er bare om jeg er klar til dette

Jeg vil heller ikke ofre mere tid fra min familie til træning, så det er hele den dilemma der kører hele tiden.
Så til jer der tænker at jeg får trænet konstant fordi jeg har mit eget sted, I tager fejl 🙂
Jeg træner stort kun væk fra studiet. Mest fordi jeg føler jeg er på arbejde når jeg træner der.

I torsdags havde jeg en fantastisk træning, nok fordi jeg blev presset lidt af den søde coach Bonnie 😉 Jeg skulle være makker med hende, og det kørte derudad! Undtagen lige da vi endte på sidste WOD, for Bonnie var en rebel og roede ikke så langt som hun skulle og jeg blev forvirret *facepalm* Men vi klarede den! På trods af jeg dummede mig flere gange på roning 😀

Men jeg havde følelsen af at det bare kørte. Vejrtrækning, øvelserne og der var bare rent flow. Jeg var helt høj bagefter. Og så blev jeg syg.

I dag var så første træning efter to dage med sygdom. Kræfterne var ikke rigtig til stede så det blev ren bentræning. Indtil jeg blev udfordret til at smide en D-ball på 60 kg. over skulderen. Jeg gav det nok 10 forsøg, og jeg fejlede hver gang. Noget jeg lagde mærke til var, at jeg var glad hele vejen. Også selv om det aldrig lykkedes mig og få den over skulderen!

Jeg tror, med forsigtighed, at min træningskrise er ovre. Det jeg gerne vil med dette indlæg, er at fortælle dig, at selv jeg kan opleve træningstræthed. Jeg har haft det sådan de sidste par måneder, men jeg er ved at finde tilbage igen. Jeg er glad.

Næste omgang bootcamps starter 17. juni!

Skal du med?

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.