Det fine eller det grove?

grønsager

Vi er gode til at spise fine grønsager, men vi skal være bedre til at spise flere af de grove. De grove grønsager kendetegnes ved at de har et højere indhold af kostfibre end de fine. Det kan ofte være svært at finde ud af hvad der er groft og hvad der er fint. Og hvordan finder man så ud af det? Det er meget nemt. Jeg har lavet en fin lille liste over de mest almindelige grønsager, så man kan se hvad der er fint og hvad der er groft.

Forskellen på de fine og de grove
Fine grønsager har mindre end 2 gram kostfibre pr. 100 gram, og grove grønsager har mere end 2 gram kostfibre pr. 100 gram. Den der topper med kostfibre, er grønkål med hele 6,2 gram kostfibre pr. 100 g.

Hvor meget skal vi have om dagen?
En voksen skal have ca. 25-35 g. kostfibre pr. dag. Børn har et andet energibehov, og skal derfor have færre kostfibre end voksne. Deres behov ligger på ca. 2 g. pr. 250 kcal.

Hvorfor er det så vigtigt at få både grove og fine grønsager?
De grove, med det høje fibreindhold, giver en større mæthedsfornemmelse, hvilket gør man spiser mindre. Samtidig kan det høje kostfiberindhold mindske risikoen for bl.a. tarmkræft og hjerte-kar-sygdomme. Derudover går det langsommere med at fordøje maden, hvilket øger vitamin- og mineraloptagelsen i tarmene. Desuden bliver det også nemmere at lave nummer to på toilettet 😉

Fra fin til grov
Går du fra at spise mindre af de fine grønsager og flere grove grønsager + mere groft brød. Så er det vigtigt at huske, at drikke mere vand. For ellers kan du risikere at blive forstoppet i starten, og det kan ikke være rart. Vi har brug for ca. 1,5-2 l. væske dagligt. Så husk at drikke vand til maden!

Mangler du en god opskrift på en salat med masser af fibre, så prøv f.eks. grønkålsalaten med mormordressing her

De grove grønsager

Grove grønsager har mere end 2 gram kostfibre pr. 100 gram.

Grønkål – 6,2 gram

Ærter – 5,9 gram

Artiskok – 5,4 gram

Avocado – 5,2 gram

Kantareller – 5 gram

Pastinak – 4,5 gram

Rosenkål – 4,1 gram

Knoldselleri – 3,9 gram

Broccoli – 3,2 gram

Savojkål – 3,1 gram

Bønner – 3 gram

Majs – 2,8 gram

Gulerødder – 2,7 gram

Jordskokker – 2,6 gram

Blomkål – 2,4 gram

Aubergine – 2,4 gram

Rødbede – 2,3 gram

Hvidkål 2,3 gram

Porrer – 2,2 gram

Fennikel – 2 gram

 

De fine grønsager

Fine grøntsager har op til 2 gram kostfibre pr. 100 gram

Løg – 1,9 gram

Spinat – 1,9 gram

Spidskål – 1,9 gram

Asparges – 1,8 gram

Champignon – 1,7 gram

Peberfrugt – 1,7 gram

Portobello – 1,7 gram

Bladselleri – 1,6 gram

Bladbede – 1,6 gram

Tomat – 1,4 gram

Radiser – 1,3 gram

Salat – 1,3 gram

Bønnespirer – 1,2 gram

Kinakål – 1,2 gram

Græskar – 1,1 gram

Iceberg – 1,1 gram

Squash – 1,1 gram

Julesalat – 1,1 gram

Agurk – 0,7 gram

Næste omgang bootcamps starter 17. juni!

Skal du med?

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.