Dette her  er ikke et symbol på sejhed, men for mig er det et symbol på at jeg er stærk.

Som nogle af jer ved, så var jeg ude for et løftetraume da jeg var 16 år. Det resulterede i at jeg ikke kunne gå i en længere periode pga. så store smerter.

Jeg droppede ud af gymnasiet da det ikke var mig. Jeg ville gerne være skrædder, og valgte derfor at starte på uddannelsen et halvt år efter.
På uddannelsen var det et krav, at man skulle have førstehjælp og meldte mig derfor på et hold. Hvis man ikke tog førstehjælp, var det ikke muligt at fortsætte.

Det lovede ret godt, underviseren var kedelig, men det synes man jo som 16-årig, og et par timer gik. Vi kom til den del hvor man skulle løfte en person ud af en bil, og jeg var den heldige vinder af at løfte instruktøren ud af ”bilen” (som var en stol).
Jeg vejede på det tidspunkt lige under 60 kg. og skulle løfte den 83 kg. tunge instruktør ud.

Første forsøg kiksede, og jeg konstaterede at jeg ikke kunne løfte den mand ud. Det skal lige siges at jeg IKKE trænede på det tidspunkt – Så styrken var der slet ikke.

”Nej, kom nu! Du SKAL gøre det, ellers dumper jeg dig!” – var hans eksakte ord. Frygten for at dumpe førstehjælp og tabe ansigt, gjorde jeg gav det forsøg mere.

Ud af bilen, og så skulle jeg lave et løft mere hvor jeg skulle slæbe ham væk. Et sidste forsøg og det gav et kæmpe smæld i lænden. Brændende smerte. Skrig.

Smerten var så stor at jeg endte på gulvet. Jeg kan endda huske at jeg tissede lidt i bukserne fordi det gjorde så ondt.Jeg begyndte at græde, og det eneste han sagde var ”tør dine øjne, det er altså ikke så slemt”. Det har sidenhen vist sig jeg fik en diskusprolaps, som resulterede i slidgigt i min lænd. Så nej, det var vel ikke så slemt?

Jeg havde de største smerter resten af undervisningen, og jeg havde svært ved at trække vejret det mindste. Hele min krop rystede af smerte og jeg kunne slet ikke være i det.

Da jeg gik hen til bussen for at komme hjem, tog det mig over en time. En gåtur som burde tage max 10 min. Jeg tog de mindste musseskridt og hvert skridt gjorde det bare værre.

Bare det at gå op ad trinene til bussen. Smerte. En ældre dame spurgte mig om jeg var okay, og jeg sagde bare ja – Jeg var meget genert dengang og havde ikke modet til at sige nej.

Ud af bussen og ind i næste. Smerte.

Jeg kan huske en morgen, jeg havde så mange smerter at jeg tissede i mit tøj fordi jeg ikke kunne nå at komme til toilettet. Min mor ved det ikke, men hvis hun læser dette, så ved det hun det nu. Aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs.

Den næste uge kunne jeg ikke komme i skole og min mor måtte bære mig ned til toilettet. Mit værelse var på 1. sal så det var svært for mig at gå ned ad trapperne.

De næste mange år bar på smerte on and off. Jeg kom endda på et sanitetsophold for gigtpatienter, i en hel måned. Ikke en imponerende tid for jeg følte jeg blev sygeliggjort rigtig meget. Men jeg fik trænet en del – Meget skånsomt.

Senere hen fandt jeg ud af at jeg kunne have krævet erstatning, men da sådan noget har en forældningstid kunne jeg ikke søge det. Mit håb er bare at han selv blev så forskrækket den dag, at han tænkte sig om fremover.

Sidenhen har jeg haft det meget svingende i forhold til smerter. Det har givet mig nedtursperioder som jeg egentlig gerne vil have været foruden. Men én ting ved jeg der virker for mig. Det er at træne. Det har givet mig mindre smerter og mere bevæglighed. Jeg har fundet ud af hvad min krop rent faktisk kan holde til.

Det holder min ryg i gang uden at den låser sig fast. Det gør mig glad. Det er ikke for at blive slank at jeg gør det. Det er for at holde mig stærk så jeg ikke sygner hen.

Det er bl.a. derfor jeg elsker at hjælpe folk med træning. At jeg kan se de bliver stærkere. Det kan godt ske de kommer og vil tabe sig, men for mig er det ikke det mit primære mål. For mig handler det om at gøre dem stærkere, så de kan være frie til at bevæge sig mere, og dermed tabe sig gennem træning og gode vaner.

Sår og vabler på hænderne, blå mærker på skinneben og arme. Det er ikke tegn på at jeg træner for meget. Det er tegn på at jeg er stærk. Jeg kan gøre disse ting på trods af min slid og traume.

Jeg er stærk.

 

 

P.s.
Bare fordi træningen virker for mig, så er det jo ikke sikkert det virker for netop dig – Studier viser dog at træning mindsker vores smerter. Jeg vil bare gerne give dig inspiration til, at du måske kan mere end du tror. Husk at mærke efter når du træner. Der er også forskel på muskelømhed og decideret oplevelse af smerte.