IS, IS OG IS

Jeg har for nylig købt mig en ismaskine. Den er virkelig god, især til de mængder der bliver lavet herhjemme. En lille ulempe er, at den er uden kompressor så skålen skal fryses ned i 18-24 timer, hvilket gør den fylder i fryseren. Igen, så er den rigtig god til de mængder der laves herhjemme.

I dag deler jeg hele tre is opkskrifter med jer, som er ret populære herhjemme. Jeg har fundet to af grundopskrifterne i bogen “Lykken er is”, som jeg varmt kan anbefale, men jeg har lavet min egen fortolkning af isene, så de passer til vores smagsløg 🙂

P.S. Man behøver ikke en ismaskine for at lave is. Man skal bare sørge for at røre i massen ofte når man fryser den. Dog bliver det ikke det samme, da isen krystalliserer og den bliver ikke så cremet som hvis den er lavet i en ismaskine.

Hindbærsorbet

hindbærsorbet

Hindbær er i sæson nu og frem til september. Varmen er over os, så hvorfor ikke lave en hindbærsorbet som ikke kun er smuk at se på, men også fantastisk frisk.

Hindbærsorbet til 4 personer eller ca. 6 ispinde:

  • 250 g. hindbær
  • 100 g. rørsukker
  • 1/2 vaniljestang
  • 4 dl. vand

Flæk vaniljestangen i to og tag kornene ud. Kog hindbær, sukker og vaniljekorn + stang i en gryde, i ca. 10 minutter. Hæld vand i, og rør rundt. Pres blandingen igennem en si, så kernerne sies fra. Lad det køle godt ned, gerne til køleskabstemperatur. Når blandingen er kølet ned, hældes det i ismaskinen i ca. 30 minutter. Hæld sorbet ned i ispindeformene og stil dem i fryseren.

 

Bananis – den sundere udgave

bananis

Denne enormt nemme is kommer vi til at spise ofte, for den er i den sundere kategori og meget nem at lave. Og så kræver den ingen ismaskine!

Bananis til 8 personer:

  • 4 bananer
  • 8 ispinde
  • 200 g. mørk eller lys chokolade
  • Frysetørret frugt (hindbær, hyldebær, jordbær)

Halver bananerne, kom ispinde op i den og læg dem på et stykke bagepapir. Kom bananerne i fryseren i mindst 1 time.
Varm chokoladen op, i en skål, over et vandbad, til den er smeltet. Når bananerne er kølet tilstrækkeligt ned, hældes den varme chokolade på bananerne. OBS! Brug en ske, hvilket gør arbejdet nemmere. Hæld straks de frysetørrede bær over – Vær hurtig, da chokoladen hurtigt tørrer.

 

Karamelis med mandelknas

karamelis

Det var en af de første is jeg forsøgte mig med, og er nok også min favorit (det er dog svært at vælge). Den er dejlig cremet og tilpas sød. Men den er også propfyldt med kalorier, så sørg for at du kan dele den med nogen 🙂

Karamelis til 4 personer:

  • 2 dl. piskefløde
  • 150 g. rørsukker
  • 4 dl. letmælk
  • 1 tsk. flagesalt

Tag to gryder. Varm fløde op i den ene, og sukker og salt i den anden. Når fløden er godt varm, næsten kogende, tages gryden af kogepladen. Sørg for at holde fløden varm, for ellers kan karamellen klumpe og man må starte forfra.
Når sukkeret er smeltet, hældes den varme fløde, lidt ad gangen, op i karamellen. Sørg for at piske godt og grundigt så den ikke klumper. Hæld mælken i til sidst og rør godt rundt.
Karamelblandingen skal køles helt ned inden den kommes i ismaskinen. Kør den i ismaskinen, i ca. 30 minutter.

Mandelknas

mandelknas

Mandelknas:

  • 1 dl. rørsukker
  • 1 dl. mandler

Rist mandlerne på panden, og tag dem af panden. Smelt sukkeret til karamel og vend mandlerne i. Kom blandingen på bagepapir og lad det køle ned. Hak det groft og brug det som drys til is.

 

Næste omgang bootcamps starter 17. juni!

Skal du med?

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.